Den Kreative Platform
Den Kreative Platform er en procesmetode, der er udviklet til at skabe kreativitet og nytænkning. Det specielle ved Den Kreative Platform er, at den udvikler deltagernes kreativitet, mens de arbejder eller bliver undervist. Resultatet er flere og mere nyskabende ideer, et engagerende og kreativt miljø samt mere kreative medarbejdere eller elever/studerende.
Den Kreative Platform anvendes, når en gruppe mennesker har en fælles opgave, de ønsker at løse uden at sidde fast i rutiner, fordomme, forventninger og andre begrænsninger, der fremkommer af at tænke og gøre, som man plejer. På Den Kreative Platform bliver det lettere for alle at anvende al deres viden sammen i en kreativ proces.
Den Kreative Platform kan anvendes som motoren i innovative og entreprenante processer til at skabe engagement og nytænkning. Den kan anvendes til organisationsudvikling eller medarbejderudvikling i offentlige og private organisationer. Og den kan anvendes til undervisning i skole, gymnasium og videregående uddannelser.
Bogen er skrevet i samarbejde mellem Søren Hansen og Christian Byrge, og den er udgivet af IDEA på Aalborg Universitet.